Operationsgang

Klinikforløb indenfor de kirurgiske specialer bør omfatte et antal planlagte dage med tilknytning til funktioner på operationsgang/dagkirurgi/skopifunktion.

Det er afdelingens opgave at skemalægge operationsprogrammet under hensyntagen til studenternes mulige deltagelse under deres ophold. Dette bør være muligt, når afdelingen på forhånd ved hvor mange studerende, der kommer og i hvilke perioder.

Kirurgisk afdeling, Regionshospitalet Viborg

Klinisk lektor Charlotte Green Carlsen forklarer herunder, hvordan de studerende kan inddrages i klinikforløbet:

"De studerende kan ikke forventes at udføre operative indgreb selvstændigt, men der kan gøres meget ud af at de studerende i højere grad kan få indblik i de operative procedurer og arbejdsgangene i den forbindelse. De studerende kan således præsenteres for arbejdet og procedurer på en operationsstue samt evt assistere operatøren eller suturere hud o.lignende indgreb kan foretages under supervision, hvis relevant.

De studerende bør eksponeres for et udvalg af de procedurer, afdelingen foretager. På kirurgisk afdeling kunne det være større operationer (colonkirurgi), mindre indgreb (herniekirurgi) og gastro- og koloskopier. Desuden bør de følge patienten fra indlæggelse, sikker-kirurgi-check, anæstesi, lejring, operativ procedure, check-out og udformning af operationsnotat, postoperativ medicinering (smertebehandling og antitrombotisk behandling), således at der foruden kendskab til operative indgreb sikres en viden om principperne i håndteringen af kirurgiske patienter før under og efter selve operationen. De studerende skal have dage planlagt og have været med i vask mindst 1 dag under opholdet."

Inddragelse af studerende i produktionen

på Obstetrisk studie-afsnit,

på Afdelingen for Kvindesygdomme og fødsler,

på Hospitalenhed Vest Herning:

Erfaringer gengivet af Ledende overlæge Carsten Byrialsen, Gynækologisk-Obstetrisk afdeling, Hospitalsenheden Vest, Herning i samarbejde med kursuslederprofessor på Familie-Samfundsblokken Ulla Breth Knudsen:

Sammen med sygepleje- og jordemoderstuderende, er de lægestuderende ansvarlige for, at kvinder der skal have elektivt sectio, får så godt et patientforløb som muligt. Studenten skal skrive indlæggelsesjournalen, deltage i sectio, suturere om muligt, følge barnet, udføre pædiatrisk undersøgelse, tilse operationssåret, og være med til at lægge barnet til.

Den lægestuderende har efter operationen det lægefaglige ansvar for patienten og udskriver gerne denne dagen efter operationen. Afsnittet har ikke faste læger, så studenten skal selv tilkalde, hvis der er noget som skal vurderes nærmere. Der er sygepleje-/jordemoderlærer, som understøtter teamarbejdet. Se rapport her.