Ambulatorium

Der er flere fordele ved at udnytte ambulatoriernes store patientflow maksimalt under klinikforløbene. Her kan de studerende lære om patientgrupper, der ikke er indlagte, observere mange patienter af samme patientkategori og se variationerne i det enkelte sygdomsbillede. De kan træne essentielle færdigheder og kompetencer indenfor kommunikation, samarbejde, beslutningstagning og professionalisme.

Nedenfor gives først en introducerende gennemgang af de generelle rammer for velgennemført ambulatorie undervisning, hvor det er afgørende, at der foreligger en klar struktur. Dernæst beskrives, med udgangspunkt i nyeste forskning, hvilke modeller man kan tage udgangspunkt i ved ambulatorieundervisning. Endelig gives et helt konkret eksempel på, hvordan man på Ortopædkirurgisk afdeling, Regionshospitalet Holstebro har opbygget et tværfagligt ambulatoriespor.

Formål og grundlæggende principper

At skabe tværfaglige og selvstændige ambulatorieforløb for medicinstuderende fra 12. semester og sygepleje-studerende fra modul 11 eller 12.

Der er ikke krav om, at ptt skal oplyses om, at det er studerende der behandler dem forinden. De studerende bærer navneskilt med stillingsbetegnelse og præsenterer sig som henholdsvis medicin og sygeplejestuderende. Skulle en patient ikke ønske at blive set af studerende alene foregår konsultationen sammen med en klinisk lektor / klinisk vejleder.

Det er vigtigt at de studerende har konsultationen uden supervisor for at bevare autenciteten - men de kan naturligvis tilkalde hjælp om nødvendigt.

Altid feedback på beslutninger og journalføring

Planlagt struktur

Det er helt afgørende for de studerendes læring i et ambulatorie, at deres observationer og opgaver understøttes af en planlagt struktur. Internationalt foreslår man denne organisering af læringsaktiviteterne:

 

  1. Forberedende session (interaktiv forelæsning eller holdtime) om kursets ambulatorier med eksempler på typiske patienter, forventningsafstemning og anbefaling til selvstudier før ambulatoriedagene.
  2. Task-based learning, hvor undervisning og læring tager afsæt i den givne opgave, som fx at undersøge patienten og skrive et journalnotat, anbefales som den grundlæggende undervisningsform og model.
  3. Study guide til de studerende med en beskrivelse af emner, læringsmål, læseplan, opgaver, bedømmelse og feedback, samt logbogens intention for at sikre de studerendes forståelse af deres deltagelse i ambulatoriet.
  4. Logbog, fx med punkterne sygehistorie, objektiv undersøgelse, tolkning af fund og data, udvalgte procedurer, differentialdiagnostik, behandling og patient-centreret kommunikation for at sikre et højt aktivitetsniveau.
  5. Case-præsentationer ved de studerende struktureret over 1) sygehistorie, 2) differentialdiagnostiske overvejelser, 3) behandlingsplan, 4) spørgsmål til den kliniske lærer / lektoren og 5) valg af emne til selvstudium, m.h.p. at sikre et højt udbytte og det ønskede niveau i de studerendes målopfyldelse.
  6. Opsamlende session (interaktiv forelæsning eller holdtime) med refleksion over de studerendes observationer og læring.

Modeller

Der er en lang, lang række forskellige, potentielt brugbare modeller i brug som vist nedenfor. Modellerne sitting-in, grandstand og shuttle-modellerne indebærer alle en risiko for passivisering af de studerende, men kan med en god tilrettelæggelse og opfølgning give de studerende meget fine læringsobservationer og refleksioner. Skal den studerende aktivt opøve sine færdigheder, må man bruge en af de andre modeller. Hvilken model, der er bedst, kan afhænge af den enkelte afdelings lokaleforhold, bemanding og patientgrupper.

 

  • 1 studerende / 1 læge
    • Sitting-in modelen = den studerende ’sidder med’ og observerer
    • Mesterlæremodellen = den studerende gennemfører konsultationen under direkte supervision
    • Team-modellen = den studerende indgår som ’yngre læge’ med egne patienter under indirekte supervision

 

  • 2-4 studerende / 1 læge
    • Grandstand modellen = alle studerende ’står i rummet’ og observerer
    • Supervisionsmodellen = alle studerende indgår som ’yngre læger’ med egne patienter under indirekte supervision
    • Report-back modellen = to og to har de studerende et for-ambulatorie med patienten, som derefter præsenteres og gennemgås
    • Break-out modellen = de studerende har et efter-ambulatorie med hver sin patient efter at have observeret lægens konsultation

 

  • 2-4 studerende / 2-4 læger
    • Shuttle-modellen = lægerne tilkalder de studerende, når de har en interessant patient i deres konsultation
    • Opdelingsmodellen = hver læge får en studerende (se 1 / 1)
    • Flip-flop modellen = de studerende følger først den ene og så den anden
    • Tutor modellen = 1 af lægerne har alle de studerende og ser kun udvalgte patienter med dem (2-4 / 1)

Organisation

Tirsdage og torsdage – i de perioder hvor der samtidigt er medicinstuderende og sygeplejestuderende

  • 3 patienter per dag – bookes klokken 9-10-11 så der er plads til før og efter vejledning
  • Tirsdag knæ/hofte kontrolpatienter – der vælges typisk sårkontroller en eller to uger postoperativt med fokus på sår og smertebehandling.
  • Torsdag håndpatienter – der vælges typisk 14 dages kontroller af opererede håndledsbrud med suturfjernelse og instruktion i optræningsøvelser, alternativt 5-6 ugers kontroller af færdigbehandlede håndledsbrud.
  • De studerende får dagen i forvejen en liste over patienterne, så de kan forberede sig
  • På dagen afholdes ”før- og eftervejledning” – af logistiske grunde foregår en stor del af vejledningen monofagligt.
  • Førvejledningen består i kort gennemgang af patienterne – hvad ser den studerende af opgaver med patienten ved dagens kontrol, hvad skal man være opmærksom på?
  • Eftervejledningen består i feedback på hvad den studerende har oplevet og hvad der er gjort med patienten. Desuden feedback på journalnotaterne.

Lektorernes og de kliniske vejlederes ambulatorieprogram er tilpasset, så der kan gives før- og eftervejledning samt eventuel supervision direkte sammen med patienten

Perspektivering

Det er vigtigt at de studerende får patientkonsultationer de kan håndtere selvstændigt. Det kræver at kompleksiteten af patienttyperne ikke er for stor. Dygtige studerende kan så udfordres på antal patienter ved at det øges og tiden per patient nedsættes i stedet for at kompleksiteten øges med fare for at det selvstændige konsultationsforløb går tabt.

For øjeblikket overgår en del af de lettere patientkontroller til ambulatoriesygeplejersker, og disse kontroller er velegnede til at kunne placeres i et studenterambulatorie. Kan desuden let tilpasses andet end håndkirurgiske og hofte/knæ alloplastikpatienter. De mere komplekse patientkategorier kan de studerende så stifte bekendtskab med i speciallægeambulatorierne