PKL på akutområdet ansat efter 01.01.2016

Funktionsbeskrivelse for postgraduate kliniske lektorer på akutområdet i Videreuddannelsesregion Nord

Den postgraduate Pædagogisk Udviklende Funktion (PUF) i den lægelige videreuddannelse består i dag af et professorat / lektorat i postgraduat medicinsk pædagogik ved Aarhus Universitet (AU) og et korps af ca. 50 postgraduate kliniske lektorer (PKL). Udover de tværgående PKL’er for akutområdet og for Klinisk Basisuddannelser, samt PKL’er for specifikke udviklingsopgaver varetages de enkelte specialers opgaver af de specialespecifikke PKL’er. For disse er udformet separat funktionsbeskrivelse.

PUF er indtil videre forankret i Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser, Health, Aarhus Universitet.

PUF har overordnet rådgivende, koordinerende og udviklende funktion i forhold til at sikre og udvikle kvaliteten i den lægelige videreuddannelse. Både Aalborg Universitet og Aarhus Universitet bidrager med forskningsbaseret lægefaglig viden og viden om pædagogisk udviklende aktiviteter, læringsmetoder, kompetencevurdering mm.

En stor del af opgaverne for PUF omhandler de organisatoriske/rådgivende funktioner i forhold til koordinering, planlægning og gennemførelse af de lægelige videreuddannelsesforløb. Her er PUF organisatorisk tilknyttet Videreuddannelsesregion Nord - og herigennem tilknyttet Region Nordjylland og Region Midtjylland. Region Nordjylland og Region Midtjylland er de operationelle enheder i forbindelse med den lægelige videreuddannelse, hvor ledelsessystemet har det overordnede ansvar for den lægelige videreuddannelse.

PUF samarbejder på tværs af videreuddannelsesregionen og medvirker til at bevare og sikre sammenhængskraften i Videreuddannelsesregion Nord.

Overordnede opgaver

Den postgraduate kliniske lektor fordeler sit opgavefelt mellem undervisning og formidling, ledelsesmæssige, rådgivende og administrative opgaver samt forskning og udvikling.

Den postgraduate kliniske lektor er leder af den pædagogiske udvikling i den lægelige videreuddannelse på akutområdet og samarbejder med relevante aktører om løbende udvikling af kvaliteten i den lægelige videreuddannelse.

Den postgraduate kliniske lektor:

  • har overordnet rådgivende, koordinerende og udviklende funktion i forhold til at sikre og udvikle kvaliteten i den lægelige videreuddannelse på akutområdet
  • forventes at holde sig bredt orienteret om udviklingen på akutområdet og om forholdene på uddannelsessteder i videreuddannelsesregionen, herunder at besøge de uddannelsesgivende afdelinger
  • forventes at holde sig orienteret om overordnede tendenser og udvikling i den medicinske pædagogik 
  • forventes at indgå aktivt i drøftelser om lægelig videreuddannelse i relevante fora, herunder deltage i og bidrage til udvalgsarbejde under Der Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse (DRRLV) samt efter behov repræsentere DRRLV
  • skal skabe dialog og sikre informationsudveksling mellem interessenterne i den lægelige videreuddannelse regionalt og nationalt
  • skal rådgive DRRLV i spørgsmål af lægefaglig karakter om uddannelsesmæssige aspekter inden for akutområdet (eksempelvis vurdering af uddannelsesafdelinger, opfølgning på inspektorrapporter, individuelle uddannelsesforløb, meritvurderinger mv.).

Opgaver i forhold til koordinering af uddannelsesforløb

Den postgraduate kliniske lektor:

  • skal samarbejde med specialespecifikke PKL’er og PKL for Klinisk Basisuddannelse om godkendelse af uddannelsessteder, uddannelsesforløb og uddannelsesprogrammer, der involverer akutområdet. Lektoren skal derfor medvirke til at sikre, at der til stadighed er opdaterede uddannelsesprogrammer og at indstillinger til uddannelsesforløb er opdaterede. Lektoren skal bistå afdelingerne i udarbejdelse af input til fx uddannelsesprogrammer
  • skal følge op på kvaliteten af den lægelige videreuddannelse (fx yngre lægers evaluering af uddannelsesstedet i bl.a. evaluer.dk, inspektorrapporter mv.)
  • skal yde rådgivning til afdelinger, hvor DRRLV peger på behov for udarbejdelse af handlingsplaner til forbedring af uddannelsesmulighederne

Opgaver i forhold til uddannelsesgivere og uddannelseslæger

Den postgraduate kliniske lektor:

  • skal sikre, at uddannelsesgiverne på akutområdet har eller erhverver fornødne kvalifikationer (fx gennem undervisning)
  • skal bidrage med karriererådgivning (fx om kommende uddannelsesforløb, kombinationsforløb, udlandsophold og meritansøgninger)
  • skal yde hjælp til håndtering af uhensigtsmæssige uddannelsesforløb i dialog med uddannelsesgivende afdeling, uddannelsesansvarlig overlæge, uddannelseslægen, uddannelseskoordinerende overlæge og Videreuddannelsessekretariatet (VUS) 

Akademiske opgaver

Den postgraduate kliniske lektor:

  • skal medvirke til formidling, implementering og udvikling af medicinsk pædagogiske metoder (fx ved at undervise på kurser for vejledere, UAO m fl) 
  • skal medvirke til forskning og udvikling inden for postgraduat lægelig videreuddannelse 
  • skal støtte lokale uddannelsesaktiviteter og medvirke til, at erfaringer, indhentet fra afholdte uddannelsesaktiviteter, videreformidles og omsættes i praksis 

Kvalifikationskrav

Den postgraduate kliniske lektor:

  • er speciallæge i Videreuddannelsesregion Nord
  • er lektorkvalificeret efter Aarhus Universitets retningslinjer
  • forventes at have, eller inden for de første år at erhverve sig, nødvendig formel uddannelse indenfor medicinsk pædagogik og ledelse af medicinsk uddannelse svarende til 10 ECTS point (Pointgivende er f.eks. vejlederkurser (1 ECTS), kursus for uddannelsesansvarlig overlæge i Videreuddannelsesregion Nord (4 ECTS), pædagogiske kurser, lederkurser mm)
  • har erfaring med ledelse og administration af lægelig videreuddannelse (fx uddannelseskoordinerende overlæge (UKO), uddannelsesansvarlig overlæge (UAO), uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL), inspektor, mv)
  • har erfaring med udvikling af kurser (fx kursusleder, udvikling af workshop, underviser)
  • kan agere i det politisk/administrative system
  • kan afbalancere mange forskellige hensyn
  • kan skabe fremdrift og udvikling 

Erfaring med forskning / udvikling i lægelig videreuddannelse vil være en fordel.

Ansættelsesforhold

Lektorerne refererer til den postgraduate kliniske professor / ledende lektor på Center for Sundhedsvidenskabelige Uddannelser (CESU), Health, Aarhus Universitet og til sekretariatschefen i Videreuddannelsesregion Nord.

De kliniske lektorer ansættes for en femårig periode med mulighed for genansættelse efter gældende regler (eksterne lektorer, videnskabeligt personale og tidsbegrænset ansættelse). Lektorerne aflønnes svarende til aftale af 29. november 2012 mellem Styrelsen for Universiteter og Internationalisering og Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger. Efter aftale med Health, Aarhus Universitet, konverteres den undervisningsforpligtelse, som er knyttet til et lektorat, til en forpligtelse til formidling om lægelig videreuddannelse til afdelinger, praksis, UAO, tutorer m.fl.

Lektorens afdeling/praksis kompenseres med et beløb, der afhænger af antallet af uddannelseslæger i specialet.