Vil du være klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin?

Som klinisk professor er du ansat som overlæge ved et hospital og har derudover en honorarlønnet videnskabelig ansættelse ved Institut for Klinisk Medicin. Du er typisk frikøbt halvdelen af din kliniske arbejdstid til at varetage universitære opgaver som fx undervisning, forskning og vejledning. Din forskning er af højeste internationale standard og vil ofte ligge inden for et eller flere højspecialiserede kliniske områder.
 



Hvordan bliver du klinisk professor?
Mange kliniske professorer på Institut for Klinisk Medicin (IKM) har selv skabt deres kliniske professorat betalt af eksterne, såkaldt øremærkede midler. Det sker altid i tæt samarbejde med din afdelingsledelse og en lærestolsprofessor.
Få kliniske professorer på IKM er blevet ansat, fordi de har søgt en opslået stilling.

Se ledige stillinger på Institut for Klinisk Medicins medarbejderportal.

Før du går videre - er forudsætningerne på plads?

  • Ja, jeg har fundet en ansættende leder på IKM, som jeg kan referere til i det daglige (faglig sparring, hjælp til at søge fonde, MUS-samtaler etc.) og som bakker op om min ansættelse som klinisk professor. Min ansættende leder vil oftest være lærestolsprofessoren inden for mit medicinske speciale, alternativt en ledende professor.
  • Ja, der er ekstern finansiering til såvel mit frikøb som mit professorhonorar fra fondsmidler eller fra min hospitalsafdeling/mit center.

Du/din leder skal finde 250.000 kr. om året (AU’s 2024-tal) til et professorhonorar. Derudover er du frikøbt fra en overlægestilling, typisk 50% af dit kliniske arbejde, til at løfte universitære opgaver. Udgifterne til dit frikøb vil afhænge af din overlægeløn – kontakt dit hospitals HR-afdeling for at finde ud af hvad du ’koster’ at frikøbe.
Du skal ansættes som klinisk professor i minimum 3 og helst 5 år (dette fordi du kun kan forlænges max to gange som tidsbegrænset klinisk professor).
Som klinisk professor er du frikøbt minimum 20% af tiden til at løfte universitære opgaver (herunder forskning). Der er ikke en øvre grænse for hvor stor en andel af din overlægestilling du er frikøbt fra, men normalen er 50%. Uanset hvor meget du er frikøbt til universitære opgaver, er udgiften til professorhonorar den samme.

Lever du op til de formelle krav?

  • Ja, jeg er overlæge på en hospitalsafdeling i Region Midtjylland
  • Ja, jeg har i høj grad en selvstændig forskningsprofil af høj international kvalitet og en velunderbygget forskningsplan og rigtig gode internationale samarbejder. Jeg har i høj grad erfaring med at lede forskningsprojekter og -grupper
  • Jeg har en god track-record med at søge forskningsmidler til mig selv og min forskningsgruppe
  • Ja, jeg har i høj grad erfaring med undervisning på bachelor-, kandidat og evt. ph.d.- og efter-/videreuddannelsesniveau
  • Ja, jeg har afsluttet mindst et (gerne flere) veloverstået ph.d.-hovedvejlederskab
  • Ja, jeg har gennemført kurser i universitetspædagogik eller noget tilsvarende

Læs sammen med din leder de konkrete kriterier for at blive klinisk professor ved Health.

Hvordan kommer du videre?
Når du og din leder sammen kan vinge ovenstående af, skal din leder kontakte sekretariatet på IKM, som herefter vil:

  • udstyre ansættende leder med de skabeloner, der skal udfyldes til en forhåndsscreening på et af IKM’s månedlige rekrutteringsmøder med institutledelsen og fakultetets prodekan for forskning
  • orientere ansættende leder om tidsplanen, herunder bedømmelsesprocessen, som du, jf. de almindelige principper om integritet og armslængde, ikke er med til at planlægge
  • sørge for at hospitalsledelsen på dit hospital, godkender ansættelsen som klinisk professor ved afdelingen
  • sørge for at bedømmelses- og ansættelsessagen går sin gang på IKM og i HR – herunder indhente nødvendige økonomigodkendelser.

Hvornår kan du starte i jobbet?
Regn med, at det tager minimum 6 måneder (nogle gange mere) at blive klinisk professor fra din leder kontakter sekretariatet, til du kan starte.