Institut for Klinisk Medicin byder velkommen til to nye viceinstitutledere

Ledelsen på Institut for Klinisk Medicin bliver fra den 1. januar 2025 udvidet med en ekstra plads, og Tine Brink Henriksen erstatter Ellen-Margrethe Hauge som viceinstitutleder for forskning.

Institut for Klinisk Medicin (IKM) får ved årsskiftet to nye viceinstitutledere, der skal styrke instituttets arbejde med hhv. forskning og talentudvikling.

Professor Tine Brink Henriksen erstatter klinisk lærestolsprofessor Ellen-Margrethe Hauge, der gennem de seneste tre år har haft ansvaret for at sikre og forbedre rammerne for forskningen på instituttet.

Tine Brink Henriksen er klinisk professor og ledende overlæge på Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital (AUH) og har mange års erfaring med forskning og ledelse. Hun ser frem til at tage del i instituttets strategiske udvikling og styrke samarbejdet mellem universitetet og hospitalerne i regionen.

”Det er en unik mulighed for at være med til at forme og realisere instituttets forskningsstrategier – i tæt dialog med universitetets ledelse og forskere og i det vigtige samarbejde mellem universitet og hospitaler,” siger Tine Brink Henriksen om udnævnelsen.

Tine Brink Henriksen kommer blandt andet til at arbejde med implementeringen af den fælles forskningsstrategi mellem Health og AUH.

Fokus på talentudvikling

IKM’s ledelse har hidtil bestået af institutleder Jørgen Frøkiær og tre viceinstitutledere med hver deres ansvarsområde. I forbindelse med rokaden har ledelsen valgt at tilføje endnu en viceinstitutlederpost med fokus på talentudvikling, som professor Annette de Thurah tiltræder.

Annette de Thurah er professor i led- og bindevævssygdomme på instituttet og har længe haft et skarpt fokus på vejledning og udvikling af yngre forskere.

”Det er så vigtigt, at den forskningsmæssige fødekæde sikres, så vi hele tiden får rekrutteret og uddannet talentfulde forskere. Jeg glæder mig meget til at samarbejde med alle på instituttet om denne spændende opgave,” siger hun.

Den nye institutledelse kommer blandt andet til at arbejde med en ny forskningsstrategi, der består af fire spor, hvoraf ét er dedikeret til at skabe de bedste rammer for talentfulde forskere.

Glad institutleder

Med de to nye viceinstitutledere er ledelsen på IKM nu fuldtallig og klar til at tage fat på opgaverne i det nye år. Og Jørgen Frøkiær glæder sig over, at det er lykkedes at finde to ledere, der kender instituttet indgående.

”Jeg er glad for, at vi kunne få to så erfarne og kompetente forskere med i ledelsen, og jeg glæder mig til at samarbejde med Tine og Annette om at sikre de bedste rammer for forskningen på instituttet,” siger han og fortsætter:

”Samtidig vil jeg gerne takke Ellen-Margrethe Hauge for hendes indsats som viceinstitutleder for forskning. Hun har været en central drivkraft i arbejdet med at implementere en ny forskningsstrategi og med at styrke arbejdskulturen på instituttet.”

Ud over Jørgen Frøkiær, Tine Brink Henriksen og Annette de Thurah består IKM-ledelsen af Jeppe Lange, viceinstitutleder for det regionale samarbejde, og Anders Bonde, viceinstitutleder for uddannelse.

 

Kontakt: 

Institutleder Jørgen Frøkiær
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Telefon: 20234527
jf@clin.au.dk

Viceinstitutleder og klinisk professor Tine Brink Henriksen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitetshospital, Børn og Unge
Telefon: 26832179
Mail: tine.brink.henriksen@clin.au.dk

Viceinstitutleder og professor Annette de Thurah
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitetshospital, Led- og Bindevævssygdomme
Telefon: 29120722
Mail: at@clin.au.dk