Gigantiske ryghvirvler giver ny viden om forhistorisk kæmpehaj
De største hajhvirvler, forskere nogensinde har set, er dukket op efter at have været væk i over 40 år. Nu kaster de nyt lys over den sagnomspundne Megalodon.
De har ligget i en papkasse siden begyndelsen af 1980’erne, men et sæt genfundne gigantiske ryghvirvler fra den uddøde Megalodon-haj giver ny viden om hajens biologi og levevis.
Et studie af hvirvlerne er netop offentliggjort i det internationale tidsskrift Palaeontologia Electronica.
Hajhvirvlerne blev oprindeligt fundet i Gram Lergrav ved en udgravning i 1978. Blandt flere fossiler lå et 10,8 millioner år gammelt sæt ryghvirvler fra Otodus megalodon - den største haj nogensinde, som levede over næsten hele kloden for omkring 15 til 3,6 millioner år siden. Fundet blev kort nævnt i publikationer i begyndelsen af 1980’erne og blev opbevaret på Geologisk Museum i København - nu en del af Statens Naturhistoriske Museum.
Efter publiceringen blev hvirvlerne beskadiget under en flytning og var længe betragtet som tabt. Kun fotografisk dokumentation i den videnskabelige litteratur blev tilbage. Men for et par år siden genopdagede en opmærksom museumsmedarbejder ved en tilfældighed de forsvundne Megalodon-hvirvler i tre trækasser i samlingen.
Nu er hvirvlerne scannet i Aarhus Universitets mikro-CT-scanner, som er én af de få i Danmark, der kan scanne store genstande ved meget høj opløsning.
Scanneren står på Institut for Retsmedicin.
Bag den nye forskning står et internationalt forskerhold med deltagelse af Mette Elstrup og Trine Sørensen fra Museum Sønderjylland og Henrik Lauridsen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet i samarbejde med kolleger fra USA og Australien.
Et sjældent fund
Vores viden om Megalodons størrelse og levevis bygger især på fossile tænder.
“Hajer taber tænder løbende, og Megalodon har sandsynligvis haft mellem 20.000 og 40.000 tænder gennem livet,” fortæller Mette Elstrup, leder af Museum Sønderjyllands naturhistoriske afdeling og en af forfatterne bag artiklen.
Til gengæld er hajers skeletter lavet af brusk, som normalt nedbrydes langt hurtigere. Derfor er fossile hvirvler fra Megalodon ekstremt sjældne. Men de særlige bevaringsforhold i Gram Lergrav har gjort det muligt, at hajhvirvlerne har overlevet i millioner af år.
“Der findes kun en håndfuld Megalodon-hvirvler på verdensplan. Derfor er det fantastisk, at vi nu har kunnet scanne den største hvirvel, der nogensinde er fundet, og undersøge hvad den kan fortælle os,” siger Mette Elstrup.
Scanninger afslører hajens alder
Analyserne viser, at hajen blev mindst 64 år gammel. Forskerne vurderer, at den teoretisk kan have haft en maksimal levealder på op til 96 år.
Scanningen var dog teknisk krævende.
”Fossilerne er store, tætte og omgivet af hårdt ler. Det krævede kraftige røntgenstråler at trænge igennem materialet. Undervejs brændte vi både et kabel og dele af røntgenudstyret af, men vi fik rigtig gode billeder,” fortæller Henrik Lauridsen, lektor ved Aarhus Universitet, der har stået for scanningen.
Resultatet blev et enormt datasæt, som efterfølgende er blevet analyseret.
Scanningen har givet forskerne detaljerede snitbilleder, hvor vækstlinjerne i hvirvlerne tydeligt kan ses – omtrent som årringe i træer. Vækstlinjerne kan blandt andet fortælle, hvordan dyret voksede gennem livet og giver et mere præcist grundlag for at beregne hajens længde.
Spiste en anden haj til frokost
Megalodon er kendt fra populærkulturen, bl.a. fra film som ”The Meg”, men der er aldrig fundet komplette skeletter af hajen, som er det største kendte hajrovdyr nogensinde. De nye analyser bekræfter, at Megalodon kunne blive op til 24,3 meter lang og veje omkring 94 tons.
“Selvom vores vækstmodel antyder, at Megalodon teoretisk set kunne have været lidt større, er længden på 24,3 meter i øjeblikket den største videnskabeligt underbyggede størrelse,” siger professor Kenshu Shimada fra DePaul University i Chicago, der er hovedforfatter på studiet.
Forskerne gjorde også en opsigtsvækkende opdagelse i sedimentet omkring hvirvlerne. Her fandt de rester af gæller og skæl fra en anden haj-art, en brugde. Det er første gang, fossilt maveindhold kan knyttes direkte til Megadolon som et bevis på, hvad den har spist. Hidtil har viden om hajens føde især været baseret på bidemærker i fossile knogler fra andre havdyr.
En nøgle til fortidens økosystemer
Fundet fra Gram Lergrav er det Megalodon-fund i verden, der ligger tættest på én af polerne. Det understøtter teorier om, kæmpehajen også levede i køligere havområder.
Ny viden om artens størrelse, alder og føde er vigtig for forståelsen af fortidens marine økosystemer.
Megalodon-hvirvlen kan ses på museet ved Gram Lergrav − Museum Sønderjylland, hvor man også selv kan gå på fossiljagt efter hajtænder, forstenede hvalknogler og andre fortidige havdyr i lergraven.
Bag om forskningsresultatet
- Studiet er grundforskning
- Samarbejdspartnere er Museum Sønderjylland, Aarhus Universitet, DePaul University i Chicago og Western Australian Museum.
- Læs mere i den videnskabelige artikel
Kontakt
Enhedsleder Mette Elstrup
Museum Sønderjylland
Telefon +45 25 88 43 69
Mail: mese@msj.dk
Lektor Henrik Lauridsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Telefon: 61 72 21 06
Mail: henrik@clin.au.dk