Ved Institut for Klinisk Medicin benyttes forsøgsdyr til kurser i kirurgi, laparaskopi, robotkirurgi, forsøgsdyrskundskab og en række færdighedsskurser for læger på forskellige trin i deres uddannelse. Jævnfør lov om dyreforsøg skal alle dyr som bruges til undervisning registreres på en dyreforsøgstilladelse til undervisningsformål. Instituttet har en tilladelse som efter aftale kan benyttes. Vær opmærksom på at instituttet skal leve op til kravene om reduction, refinement og replacement, samlet 3R på lige fod med andre som benytter dyr til forsøg. Kender du ikke begreberne kan du læse mere her: https://3rcenter.dk/3r/replacement
Essensen i relation til kurser er, at levende dyr kun må bruges når andre undervisningsmetoder ikke kan give kursisterne den samme viden eller praktisk kompetence, som kan opnås ved at benytte levende dyr. Til undervisning hvor dyrene bliver brugt til at demonstrere fysiologiske mekanismer, vil der fremover være et fokus på at få lavet videomateriale, så kurserne i fremtiden kan afvikles uden brug af dyr.
For at instituttet kan leve op til journaliseringskravet over for Dyreforsøgstilsynet, har vi brug for en række oplysninger om det planlagte kursus. Hvis du ønsker at afholde et kursus skal følgende oplysninger sendes til funktionspostkassen: clin.vet@clin.au.dk.
Du bedes desuden vedhæfte undervisningsprogram for dagen(e) til den email du sender.
Når vi har oplysningerne, går vi videre med behandlingen af forespørgslen. Herunder vurderer vi, om det ansøgte kursus kan afvikles under de rammer, som er givet i undervisningstilladelsen. Jo mere udførligt du beskriver formål, indgreb og kompetencer, jo lettere er det at vurdere om kurset ligger inden for rammen af tilladelsen. Du kan forvente svar på din forespørgsel inden for to uger.