Sjældne, arvelige sygdomme er ny professors fokus
Hans forskning er koncentreret om diagnostik af arvelige sygdomme. Nu er Axel Brock tiltrådt som adjungeret professor i klinisk biokemi på Aarhus Universitet med speciale inden for sygdomme, der er sjældne og arvelige – også kaldet porfyrier.

Der findes mange forskellige porfyrisygdomme. Og en væsentlig opgave er at indkredse, hvilken type patienten lider af. Det har professor, dr.med. Axel Brock blandt andet brugt de seneste 25 år af sit arbejdsliv på.
”Porfyrier er sjældne, arvelige sygdomme, som skyldes nedsat aktivitet i enzymerne i hæmsyntesen. Ved stimulering af hæmsyntesen kan det føre til ophobning af porfyrimetabolitter, som kan udløse akutte porfyrianfald,” forklarer den nytiltrådte adjungerede professor, Axel Brock.
Anfald kan være livstruende
I Danmark er der 100 til 200 personer med kendt porfyri, men formentlig er der fem til ti gange så mange, der har arveanlæggene uden at vide det. Og de mennesker har risiko for at få porfyrianfald, der er livstruende eksempelvis ved faste, anæstesi, eller hvis de får lægemidler, der kan udløse porfyrianfald.
Porfyri er en samling af sygdomme, hvis kendetegn er, at forstyrrelser i kroppens stofskifte giver et forhøjet niveau af stoffet porfyrin i blodet, urinen, galden og afføringen. Porfyrin er et kemisk stof, som vi blandt andet har brug for til at danne det iltbærende protein i vores røde blodceller, som også bliver kaldt hæmoglobin.
”Det akutte porfyrianfald viser sig eksempelvis ved stærke smerter i bugen, opkastninger, ryg- og muskelsmerter og mentale forstyrrelser,” fortæller Axel Brock og fortsætter:
”Betydningen af forskningen er forbedret diagnostik, bedre forståelse af porfyrisygdommenes mekanismer og mere effektiv forebyggelse af komplicerede tilstande i relation til de enkelte sygdomme.”
Axel Brock tiltrådte den 1. august 2012 som adjungeret professor inden for klinisk biokemi ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Onsdag den 5. december 2012 kl. 14.30 holder han tiltrædelsesforelæsning med titlen: Porfyri i historisk og nutidigt perspektiv. Forelæsningen finder sted i Palle Juul-Jensen Auditoriet, DNC-huset, bygning 10 ved kantinen, Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade.
Yderligere oplysninger
Professor, dr.med. Axel Brock,
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Mobil: 2178 9432
axel.brock@dadlnet.dk