Ny forskning fører til ændring i overvægtsindsatser til børn med svær overvægt
Et nyt studie fra Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus har medført ændringer i Aarhus Kommunes indsats til børn med svær overvægt. Aarhus Kommune arbejder nu på at tilbyde en længerevarende og mere fleksibel indsats til børn med svær overvægt.
Forskere fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital, har undersøgt langtidseffekterne af to kommunale livsstilsinterventioner til børn med svær overvægt.
Studiet blev gennemført ved hjælp af kommunale data, skoleundersøgelserne og registre fra Danmarks Statistik på cirka 3000 børn. Vægtudviklingen hos de behandlede børn blev sammenholdt med vægtudviklingen hos øvrige aarhusianske børn med svær overvægt, som ikke havde fået et behandlingstilbud.
- Denne undersøgelse understreger vigtigheden af en længerevarende og tilpasset indsats for at opnå og vedligeholde vægttab hos børn med overvægt, siger Jens Meldgaard Bruun, professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og overlæge ved Steno Diabetes Center Aarhus.
Længere, personligt tilpassede indsats virker
Interventionerne bestod af konsultationer mellem sundhedsplejersker, børn og deres familier med fokus på kostvaner, mental sundhed, skærmtid, fysisk aktivitet og søvn. Aarhus Kommunes overvægtsindsats er målrettet børn med svær overvægt i alderen 5-8 år og bestod af tilbud om et indsatsforløb på cirka et år med 3-4 hjemmebesøg. I interventionen tilbudt af Randers Kommune blev børn i alderen 5-17 år tilbudt en indsats med konsultationer efter behov og en varighed på op til 3 år.
Analyse af data fra de to kommunale livsstilsinterventioner viser, at mens begge interventioner førte til en væsentlig vægtreduktion i løbet af de første seks måneder, var det kun den længerevarende og mere individualiserede intervention, der formåede at fastholde vægttabet over tid. Vægttabet var beskedent, men resultaterne understreger vigtigheden af målrettede og fleksible indsatser, der tilpasses det enkelte barn og barnets familie.
Projektet blev gennemført i tæt samarbejde med blandt andre Sundhedsplejen i Aarhus Kommune. Resultaterne har ført til en styrkelse og videreudvikling af Aarhus Kommunes overvægtsindsats af skolebørn.
- Samarbejdet og resultaterne er med til at skærpe og udvikle vores egne indsatser til gavn for børn og unge, og har i det konkrete tilfælde også ført til justeringer af vores eksisterende overvægtsindsats til børn i kommunen, siger Lasse Hønge Flarup, sektionsleder i Tværfaglig Enhed, Sundhed, Børn og Unge i Aarhus Kommune
Bag om forskningsresultatet:
Studietype: Registerforskning
Samarbejdspartnere: Studiet er lavet i samarbejde med Institut for Folkesunhedsvidenskab (Aahus Universitet), Børn og Unge, Aarhus Kommune samt Børn, Unge og Familie i Randers Kommune.
Læs forskningsartiklen om studiet: https://karger.com/ofa/article/doi/10.1159/000540389/913153/Long-Term-Change-in-BMI-for-Children-with-Obesity
Kontakt:
Læge, Ph.d.-studerende, Rasmus Møller Jørgensen
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital.
Mail: rasmujer@clin.au.dk
Professor, overlæge og lægefaglig leder Jens Meldgaard Bruun
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital.
Nationalt Center for Overvægt, DK
Telefon: 5094 5547
Mail: jens.bruun@clin.au.dk