Ny avanceret scanning skal gøre udredning af demens hurtigere
Professor Christoffer Laustsen skal udvikle en ny MR-scanningsteknik, så patienter nemmere og hurtigere kan blive udredt for demens. Novo Nordisk Fonden bevilger knap 3 mio. kr. til projektet.

Christoffer Laustsen forsker i og udvikler højtspecialiserede MR-scanningsmetoder, og i dette projekt skal han sammen med sine kolleger udvikle og forfine en ny, ufarlig MR-scanningsteknik, der kan sikre hurtigere udredning af demens.
Hypotesen er, at den avancerede MR-scanning vil være så præcis, at man i nogle tilfælde vil kunne undvære den ekstra scanning, som patienterne typisk skal have i forbindelse med udredningen af demens.
”Vi håber, at metoden på sigt kan være med til at reducere ventetiden for patienterne og gøre vejen til den endelige diagnose kortere. På den måde anvender vi ressourcerne bedre til de patienter, der har mest brug for de mere komplekse scanninger,” siger Christoffer Laustsen.
Han modtager 2.992.920 kr. til forskningsprojektet fra Novo Nordisk Fonden.
Kontakt
Professor Christoffer Laustsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin – MR Forskningscenteret
Mobil: 24 43 91 41
Mail: cl@clin.au.dk