Kasper Glerup Lauridsen: ”Jeg forsker kraftpetervæltemig ikke for pengenes skyld”

What are you doing here, spurgte en norsk seniorforsker og kiggede op og ned ad mig, da jeg som ph.d.-studerende var med til mit første internationale møde i Sydafrika. Jeg var den yngste og nyeste i selskabet og angiveligt så ung, at vedkommende ikke forventede at se mig i gruppen. Vi skulle lave nye internationale anbefalinger for hjertestopbehandling. Som ung forsker kan man nemt blive i tvivl om, hvorvidt man nu har den tilstrækkelige faglige ballast til at tale og blive hørt. Jeg har tilladt mig at være ganske bramfri og sige min mening. Min oplevelse er, at det er blevet taget godt i mod og har aftvunget respekt.

Jeg har lige haft 13 ugers barsel. Det er der ingen, der har set skævt til, hverken på universitetet eller på sygehuset. Men jeg har også arbejdet undervejs. Ret meget, faktisk. De sidste to-tre uger af min barsel har det nok nærmest været fuld tid. Jeg har snart deadline på at få færdiggjort min del af arbejdet til de internationale evidensgennemgange af og nye guidelines for genoplivning. Hvis man gerne vil være med internationalt, så er det bare svært at holde orlov fra sådanne opgaver.

Når man har en familie, er der nogle opgaver, man bliver nødt til at skære ned på. Hos mig er det peer review og vejledning af studerende, som ikke vil lave forskning. Jeg kigger på, om de studerende er interesseret i forskning. Hvis de ikke er det, er vi ikke det rigtige match lige nu. Til gengæld synes jeg i særdeleshed, at det er et privilegie at være vejleder for ph.d.- og forskningsårsstuderende. Det bruger jeg en del tid på. At kunne inspirere dem og hjælpe dem videre og være med til at kickstarte deres forskningskarriere. Det er jo det, der er fedt.

Som læge er der mange muligheder for at lave en ph.d., men det er svært at få en forskerstilling bagefter eller at købe sig tid til at forske. Det, synes jeg, er problematisk. Jeg er dobbeltansat og arbejder 25 % som lektor og resten af tiden som læge i Randers. Mit lektorat er 100 % egenfinansieret. Mine fondsmidler udløber snart, og så skal jeg igennem hele ansøgningsmøllen igen. Det kan blive en hård omgang. Jeg var igennem samme proces for tre år siden. Det burde være lettere at kombinere forskning og lægegerning.

Mændene har de bedste forudsætninger for at søge fondsmidler. Vi er mange, der kæmper om de samme, få midler. Det er ekstremt konkurrencepræget. Jeg er midt i trediverne og sammenlignet med mine jævnaldrende, kvindelige kolleger har jeg en fordel, fordi jeg har haft mere tid til at publicere forskningsartikler, da jeg ikke har været ude med hovedparten af barslen og ikke har ikke været nødt til at skrue ned for forskningsaktiviteten under en graviditet. Det er da skævt.

Jeg har tænkt på, om vi i virkeligheden driver rovdrift på de kvindelige forskere, når vi sammensætter råd, nævn og styregrupper med en ligelig fordeling af kønnene? Tanken er god, men hvis der er en mindre pulje at tage fra, er det så fair at bede de 20 % kvindelige professorer løse 50 % af opgaverne? Jeg har en international, kvindelig kollega, som sagde, at det var et kæmpe problem for hende, at hun blev bedt om at sidde med i nærmest alle råd og nævn, fordi de manglede kvindelige kandidater. Det skal vi tage alvorligt, synes jeg. Det bekymrer mig lidt i forhold til vores ambition om ligestilling.

Herhjemme er du jo næsten tabt, hvis du ikke er nået langt med din forskning, inden du fylder 40 år. Min oplevelse er, at man gerne skal publicere meget og tidligt, hvis man vil kunne kombinere forskning og lægearbejde i Danmark. Jeg arbejder sammen med en svensk forskergruppe, og det er mit indtryk, at de i højere grad anerkender en forskerkarriere, der blomstrer sent. Så det er okay først at bruge tid på børn og familie og så for alvor starte karrieren op, når du er i fyrrene. Det gjorde den kvindelige professor i gruppen, og hun er jo en fremragende forsker, selvom hun brugte nogle år på familien først.

Jeg forsker kraftpetervæltemig ikke for pengenes skyld. Faktisk sætter jeg penge til hver måned. Jeg ville tjene mere, hvis jeg arbejdede fuld tid som læge. Jeg forsker heller ikke for hæder og ære, selv om det er dejligt med anerkendelse. For mig er den største motivation i forskningspriser den pose penge, der følger med til fri forskning. Det er den type penge, man altid mangler. Jeg kan virkelig godt lide at forske. Og jeg håber at kunne blive ved med det, og at min forskning er så god, at den bliver set og kan komme både patienter og klinikere til gavn. Over hele verden.