Health indstiller tre kandidatuddannelser til omlægning

Fem kandidatuddannelser på Institut for Folkesundhed var i spil, da fakultetsledelsen skulle tage stilling til, hvordan Health kan levere på den del af kandidatreformen, der handler om omlægning af kandidatuddannelser. Idrætsvidenskab og Folkesundhedsvidenskab går fri.

På kandidatuddannelsen i sygepleje og den sundhedsfaglige kandidatuddannelse er nogle af studiepladserne indstillet til omlægning til erhvervskandidat, mens det på kandidatuddannelsen i optometri og synsvidenskab gælder alle studiepladser.
På kandidatuddannelsen i sygepleje og den sundhedsfaglige kandidatuddannelse er nogle af studiepladserne indstillet til omlægning til erhvervskandidat, mens det på kandidatuddannelsen i optometri og synsvidenskab gælder alle studiepladser. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Som en del af kandidatreformen skal Health omlægge en del af fakultetets kandidatuddannelser til enten erhvervskandidatuddannelser eller korte, etårige kandidatuddannelser på 75 ECTS. Fordi fakultetets autorisationsgivende uddannelser i medicin og odontologi, peger pilen igen på uddannelser på Institut for Folkesundhed.

”Fakultetsledelsen har valgt at følge instituttets ønsker og forslag, som er baseret på et grundigt forarbejde og dialog med både studienævn og aftagere,” fortæller dekan Anne-Mette Hvas.

Tre kandidatuddannelser skal omlægge studiepladser

Det betyder, at fakultetsledelsen har indstillet følgende til rektoratet, som efterfølgende har sendt samlet indstilling for Aarhus Universitet til Danske Universiteter:

  • vi udbyder kandidatuddannelsen i sygepleje (cand.cur.) både i form af en toårig kandidatuddannelse på 120 ECTS og en erhvervskandidatuddannelse
  • vi udbyder den sundhedsfaglige kandidatuddannelse (cand.scient.san.) både i form af en toårig kandidatuddannelse på 120 ECTS og en erhvervskandidatuddannelse
  • vi omlægger kandidatuddannelsen i optometri og synsvidenskab til en erhvervskandidatuddannelse.

Kandidatuddannelserne i idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab fastholdes dermed som toårige kandidatuddannelser på 120 ECTS. Det skyldes, at de to uddannelser netop er blevet pålagt en reduktion i optaget af akademiske bachelorer i forbindelse med sektordimensioneringen.

”Vi ønskede at bevare både idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab som toårige kandidatuddannelser, også fordi de måtte holde for i forbindelse med sektordimensioneringen,” forklarer Anne-Mette Hvas og fortsætter:

”Jeg er overbevist om, at vores indstilling til omlægning af kandidatuddannelser er lavet på det bedst mulige grundlag under de givne omstændigheder, og at vi både har og får et relevant og attraktivt uddannelseslandskab på Health.”

Vi opretter en ny etårig kandidatuddannelse

På baggrund af indstillingen fra Institut for Folkesundhed foreslår fakultetsledelsen ved samme lejlighed at oprette en ny etårig kandidatuddannelse på 75 ECTS. Den nye kandidatuddannelse skal bl.a. være en tilbagefaldsmulighed for de erhvervskandidater fra kandidatuddannelsen i sygepleje, den sundhedsfaglige kandidatuddannelse og optometri og synsvidenskab, der ikke har mulighed for at gennemføre erhvervskandidatuddannelsen, fx hvis de mister deres arbejde.

Dekan Anne-Mette Hvas understreger, at der indtil videre er tale om en indstilling og ikke en endelig beslutning.

”Vi kan ikke sige noget med sikkerhed, før den politiske proces er afsluttet. Jeg forventer, at vi i starten af det nye år ved, hvordan omlægningen af kandidatuddannelser lander, og derefter lægger vi en plan for den videre proces lokalt. Som det ser ud lige nu, skal omlægningen af kandidatuddannelserne være fuldt implementeret i 2032,” siger hun.

Kontakt

Dekan Anne-Mette Hvas
Aarhus Universitet, Health
Mail: dean.health@au.dk


Læs også artiklerne ”Nu kender vi konsekvenserne af sektordimensioneringen på Health”, ”Vi kender konsekvenserne af sektordimensioneringen sidst i oktober” og ”Kandidatreformen rammer særligt ét af Healths institutter”.