Forsker får millionbevilling til at kortlægge kroniske hudsygdomme
Ph.d. og læge Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt fra Institut for Klinisk Medicin har modtaget et femårigt fellowship af Leo Fondet til at kortlægge to kroniske immunsygdomme i huden.
Huden kan fortælle historier om det, der foregår inde i kroppen. Men for patienter med visse kroniske hudsygdomme mangler forskerne stadig svar på basale spørgsmål.
Hvorfor får nogle mennesker disse sygdomme? Hvad sker der med dem på lang sigt, og hvordan kan deres behandling forbedres?
Nu skal et nyt forskningsprojekt støttet af en bevilling fra Leo Fondet følge tusindvis af danskere med to kroniske immunsygdomme gennem hele deres patientforløb.
”Vi vil forstå, hvad der karakteriserer patienter før og efter, at de får diagnosen. Det handler grundlæggende om at kortlægge deres rejse gennem sundhedssystemet. Når vi har den virkelighed funderet i statistik, kan vi begynde at undersøge, hvordan vi kan forbedre rejsen,” fortæller ph.d. ved Institut for Klinisk Medicin Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt.
Hun har netop modtaget et femårigt Dr. Abildgaard Fellowship fra Leo Fondet. Specifikt skal Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt og hendes forskningsgruppe undersøge to kroniske sygdomme – bulløs pemfigoid og lichen planus – der forårsager inflammation i hud og slimhinder og kan være både smertefuld og stigmatiserende.
Vil bane vej for bedre behandlinger
I projektet skal forskerne analysere flere nationale registre, herunder data om vævsprøver, hospitalsdiagnoser, receptmedicin og borgernes levetid for blandt andet at identificere mønstre i sygdomsforløb.
Derudover skal forskerne kortlægge, hvor udbredte sygdommene er, hvad der udløser dem, og hvordan patienterne lever med tilstandene på sigt.
Formålet er at skabe et grundlag for bedre behandlinger i fremtiden.
”Bevillingen giver mig mulighed for at belyse sygdommen, som vi ved overraskende lidt om. Min tidligere forskning i bulløs pemfigoid tyder på, at sygdommen svækker hjerte-kar-sundheden, og vi håber at kortlægge om patienter har en øget risiko for andre sygdomme,” siger Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt
Med fellowshippet følger 12 millioner kroner over de næste fem år, som giver Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt mulighed for at opbygge sin egen forskergruppe til projektet.
Kontakt
Ph.d og læge Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Aarhus Universitetshospital, Hudklinikken
Mail: saj@clin.au.dk
Telefon: 87167212