Fakultetsfesten 2026: Se billederne

1990’erne havde ringet. De ville gerne have fakultetets medarbejdere med til fest – og sikke en fest det blev. Her er billederne fra fakultetsfesten 2026.

Foto: Simon Fischel, kommunikationsafdelingen

I år kan fakultetet fejre 90-årsjubilæum, og derfor var den årlige fakultetsfest naturligvis forvandlet til en 90’er-fest.

Og det glade årti var ikke til at tage fejl af i DGI-huset fredag d. 21. august 2026, hvor både pynt og ikke mindst musikken sendte de næsten 400 feststemte – og for manges vedkommende udklædte – medarbejdere 30 år tilbage i tiden.

Og de var der alle sammen: Spice Girls, skovmandsskjorterne, Office 95-pakken, Buffalo-skoene, the fixer fra Pulp Fiction, ”chokers” om halsen, scrunchies og små klemmer i håret, og en diskret, men umiskendelig henvisning til filmen ”Ondskabens øjne”.

Se alle billederne og oplev eller genoplev fakultetsfesten 2026.

Same procedure as every year, fristes man næsten til at sige, for traditionen tro hilste dekan Anne-Mette Hvas på hver eneste medarbejder fra fakultetets institutter og administrationscentret. Bemærk i øvrigt tallet på dekanens hættetrøje.

Sprøde jazztoner fyldte foyeren i DGI-Huset og gæsternes ører, inden alle kunne sætte sig til bords og nyde en treretters menu.

Alle gæster havde gjort noget ud af det, og mange havde været i gemmerne eller på vintage-hjemmesider og fundet tøj og tilbehør, der var taget direkte ud af 1990’erne. Og hos nogle blev sidste hånd – i form af glimmer og rhinsten - lagt på værket, inden festen for alvor begyndte.

Der var kø hos husfotografen, så fakultetets festligste medarbejdere og flotteste outfits kunne foreviges. Se alle billederne af nære og lidt fjernere kolleger i billedserien sidst i artiklen.

”Det er ni årtier siden, at de første medicinstuderende begyndte deres studier i Aarhus og dermed lagde fundamentet for det, der siden har udviklet sig til det internationalt anerkendte sundhedsvidenskabelige miljø, som vi kender i dag. I aften fejrer vi den bemærkelsesværdige rejse,” sagde dekan Anne-Mette Hvas i sin velkomsttale – og tilføjede, at årtiet også havde en særlig plads i hendes eget hjerte: ”Det var i midten af 90’erne jeg blev færdiguddannet læge og begyndte mit ph.d.-studie i Aarhus. Det var en tid fuld af muligheder, nye begyndelser og gode minder.”

Aftenen bød også på en 90’er-quiz med en fantastisk præmie til vinderholdet – eller holdene, for det blev uafgjort mellem tre hold. Institutlederne havde fået til opgave at afsløre de rigtige svar på spørgsmål som; hvornår døde Lady Diana, hvornår fik Jens Christian Skou Nobelprisen, hvilken fim vandt De Gyldne Palmer i 1994, og hvornår blev Tandlægehøjskolen en del af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Live-bandet We Are The 90’s fyrede den af med et overflødighedshorn af 90’er-hits, der lynhurtigt fyldte dansegulvet og holdt det i kog, til festen sluttede.

Hvem var med, og hvad havde de på?

Det kan du se lige her i billedrullen.

Og kunne du tænke dig at få dit eget billede til opslagstavlen eller som baggrundsbillede på computeren, så send en mail til health.kommunikation@au.dk og skriv, hvilket nummer dit billede har i billedkarrusellen.

Kontakt

Rådgiver Caroline Søndergaard Bendixen
Aarhus Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet – Fakultetssekretariatet
Telefon: 93 50 80 78
Mail: carben@au.dk