Panelbesøg fører til ny handleplan på Institut for Klinisk Medicin
"De var super skarpe, og deres input var alle sammen virkelig kvalificerede," fortæller leder af Institut for Klinisk Medicin Jørgen Frøkiær om det internationale ekspertpanel, der i begyndelsen af 2025 evaluerede instituttets forskningsmiljø.

Faktaboks: Hvordan bliver vi endnu bedre?
Alle institutter på Health har i løbet af det seneste år haft besøg af et eksternt panel.
Med panelets feedback i hånden har institutledelsen skullet udarbejde en handleplan.
Institutterne har selv nedsat de eksterne paneler efter kriterier fra fakultetets styregruppe for forskningsevaluering – fx krav om erfaring, faglig bredde, habilitet og balance i forhold til køn, alder og institutionel mangfoldighed.
Medlemmerne har på forhånd fået tilsendt et omfattende datasæt og en selvevaluering fra institutledelsen.
I begyndelsen af 2025 evaluerede et internationalt ekspertpanel Institut for Klinisk Medicins forskningsmiljø.
Panelet gennemgik materiale fra instituttets 66 enheder og gav efterfølgende en række anbefalinger til at styrke instituttets internationale position.
På baggrund af disse har instituttet nu udarbejdet en handleplan. Vi har talt med Jørgen Frøkiær, leder af Institut for Klinisk Medicin om evalueringen og den nye handleplan.
Hvordan oplevede du panelbesøget og evalueringen overordnet set?
De var super skarpe, og det var en generel vurdering, de foretog af instituttet, som ikke siger noget om, hvordan performance er i de enkelte miljøer. Men de input, de kom med, var alle sammen meget indsigtsfulde, og jeg synes, vi skal forfølge dem alle sammen og bruge dem proaktivt.
Hvad var de vigtigste anbefalinger fra evalueringspanelet?
Hovedkonklusionen er, at vi skal styrke det strategiske samarbejde på tværs af forskellige institutioner i sundhedssektoren. Hvis man virkelig vil have et kraftcenter inden for klinisk forskning, så kræver det stærke partnerskaber.
Hvilke områder pegede panelet på, som du ikke havde forventet?
Der er måske nogle ting, vi ikke havde haft så meget opmærksomhed på. På innovationsområdet har vi for eksempel ikke haft så meget fokus på det i vores selvevaluering, og rapporten giver et indtryk af, at vi har store mangler på dette område. Men Institut for Klinisk Medicin er faktisk et af de institutter på AU, der har flest erhvervssamarbejder og registrerer flest patenter.
Hvilke andre emner fremhævede panelet i evalueringen?
”De foreslår, at miljøerne på IKM skal arbejde endnu mere interdisciplinært. I forhold til innovation anbefaler de også, at der skal arbejdes meget mere på at reducere de juridiske barrierer, som demotiverer og blokerer for vigtige samarbejder – det skal simpelthen være nemmere at lave klinisk forskning. Og det er jeg fuldstændig enig i, og det er også noget, vi har fuld fokus på. Vi har så mange muligheder med alle vores data, men på en måde sættes der barrierer op, som virker uforståelige.

Var der anbefalinger fra evalueringen, som du ikke var enig i?
Nej det var der faktisk ikke. Jeg synes, de var meget skarpe. Alle anbefalinger er selvfølgelig ikke lige lette at implementere direkte, og nogle af anbefalingerne kræver også tæt samarbejde og koordination med eksterne aktører såsom Region Midtjylland og hospitalerne her.
Hvad var din største positive overraskelse fra evalueringen?
Jeg var glad for, at de havde sat sig så grundigt ind i materialet – de var virkelig forberedte. Det var en kæmpe opgave, fordi vi havde bedt dem om at se på 66 forskningsmiljøer.
Hvad sagde panelet om instituttets internationale position?
De kommenterede vores internationale konkurrenceevne. Men de sagde også, at vi skulle have større fokus på at rekruttere internationale forskere. Det er jeg helt enig i.
Nu har I på instituttet lavet en handleplan på baggrund af anbefalingerne. Hvad er det centrale her?
Det centrale i vores handleplan er, at vi tager panelets anbefalinger alvorligt og implementerer dem i vores strategiske arbejde. Et råd fra panelet, som vi forfølger nærmere i institutledelsen var at overveje hvordan vi rent organisatorisk bedst strukturerer os. 66 forskningsenheder fordelt over hele Region Midtjylland kræver en stærk governance og her er vi ved at undersøge om dette kan gøres mere hensigtsmæssigt på en anden måde end vi gør i dag. Derudover er talentudvikling helt afgørende. Vi har i øjeblikket omkring 10 vakante kliniske professorater, og vi mangler at sikre karriereveje for de kliniske forskertalenter, så vi kan blive ved med at tiltrække de dygtigste. Vi bliver nødt til at etablere mere formaliserede forløb, hvor talentfulde klinikere kan udvikle sig som forskere og ledere. Det tredje vigtige element er tættere tværgående samarbejder - både mellem forskningsmiljøerne internt og med eksterne partnere som primærsektoren. Vi har stærke miljøer, men vi kan blive endnu bedre til at arbejde sammen.
Kontakt
Leder Jørgen Frøkiær
Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Telefon: 20234527
Mail: jf@clin.au.dk