CFIN fejrer et kvart århundrede med hjerneforskning i verdensklasse
I 25 år har Center of Functionally Integrative Neuroscience (CFIN) været med til at rykke vores forståelse af den menneskelige hjerne. 7. oktober markeres jubilæet med stjernespækket symposium på Aarhus Universitetshospital.
I 25 år har et hjerneforskningscenter i Aarhus flyttet grænserne for, hvad man kan måle på den levende hjerne, og i dag bruger læger og forskere verden over de metoder, som Center of Functionally Integrative Neuroscience (CFIN) har udviklet.
I år er det 25 år siden, at Danmarks Grundforskningsfond grundlagde centeret, der hører under både Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Aarhus Universitetshospital.
I et kvart århundrede har centret tiltrukket førende forskere fra både ind- og udland, og CFINs metoder har flyttet forståelsen af hjernens sygdomme.
Ville forstå hjernen på en ny måde
Den 7. oktober bliver de 25 år markeret med et jubilæumssymposium på Aarhus Universitetshospital.
Her vil professor Bruce Rosen fra Martinos Center og Harvard Medical School, som er ny Skou Æresprofessor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, være blandt talerne, hvorefter professor Leif Østergaard samt lektor Francesca Fardo vil fortælle om centrets historie.
”For 25 år siden var vi en gruppe forskere, der ville forstå hjernen på en ny måde. I dag flytter vi grundforskningen og gør undersøgelserne af patienterne på hospitalet bedre, og det er kernen i det, vi fejrer,” siger Leif Østergaard.
Symposiet er åbent for samarbejdspartnere, kolleger og tidligere CFIN-ansatte.
Deltagelse kræver tilmelding via dette link.
FAKTA — Jubilæumssymposium
- Hvornår: 7. oktober 2026, kl. 13.15–17.00
- Hvor: Aarhus Universitetshospital, Indgang G, Store Auditorium
- Tilmelding: https://event.au.dk/events/cfin-25th-anniversary-external
Program: Velkomst v. Thomas Balle Kristensen (AUH) · Next Generation Brain Observatories v. professor Bruce Rosen (Harvard) · kaffepause og posterudstilling · Celebrating 25 years of Integrative Neuroscience v. professor Leif Østergaard · A question of degrees: 15 years of pain and temperature neuroscience at CFIN v. lektor Francesca Fardo · reception