Brug for hjælp til fondsansøgning?
Fondsansøgning kan være en videnskab for sig. Kender du dine muligheder for at søge ekstern finansiering til dit projekt? Forskningsstøtteenheden hjælper dig, som er forsker ved Aarhus Universitet eller Aarhus Universitetshospital.
Fremover skal du kun orientere dig ét sted, når du vil have overblik over dine muligheder for at søge ekstern finansiering til dit forskningsprojekt – nemlig hos Forskningsstøtteenheden, som er en fælles enhed for Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Det betyder også, at Healths hjemmeside nu kun indeholder information om de fonde, som Health selv administrerer. Du kan ikke længere finde en oversigt over aktuelle opslag fra eksterne fonde, for de er nu samlet i Forskningsstøtteenhedens fondsdatabase. De fem fonde, som Health selv administrerer, indgår også i Forskningsstøtteenhedens database.
Hvad kan du få hjælp til?
Forskningsstøtteenheden hjælper forskere med rådgivning i ansøgningsprocessen, når der skal søges om eksterne forskningsmidler.
Her kan du få generel information om danske og internationale forskningsprogrammer. Du kan også få hjælp til at målrette og skræddersy din ansøgning til netop det opslag, hvor du søger om støtte.
Enheden holder også informationsmøder om fx ansøgning af midler fra EU og afvikler workshops, hvor du kan få gode råd om den succesfulde ansøgning.
Fondsdatabase giver samlet overblik
Forskningsstøtteenheden har udviklet deres egen fondsdatabase, ResearchFunding.Net, som indeholder cirka 900 forskellige mulige finansieringskilder fra både Danmark og udlandet.
Fondsdatabasen har både generelle opslag med en bred appel og mere målrettede opslag, som er relevante for forskere inden for særlige fagområder.
Databasen giver dig mulighed for at finde de mest relevante fonde for dit projekt. Databasen bliver jævnligt opdateret med aktuel information om fx nye fonde, ansøgningsfrister, procedurer for ansøgning, hvor stort et beløb du kan søge om og relevante links.
Abonner på nyheder om fondsstøtte
Du kan abonnere på nyheder fra Forskningsstøtteenhedens fondsdatabase. Det sparer dig for selv at holde øje med kommende deadlines og nye opslag.
For at blive abonnent skal du først oprettes som bruger af databasen og definere din forskningsprofil.
På baggrund af din forskningsprofil vil du herefter ugentligt modtage meddelelser om kommende ansøgningsfrister og nyheder om aktuelle finansieringsmuligheder inden for lige præcis dit fagområde.
Læs mere om Forskningsstøttenheden på enhedens hjemmeside
Om Forskningsstøtteenheden
- Enheden blev etableret i 2002 i tilknytning til det daværende Århus Kommunehospital
- I dag beskæftiger enheden 27 medarbejdere (se medarbejderoversigt)
- Enheden hjælper med at tiltrække mange hundrede millioner kroner hvert år
- Enheden giver støtte inden for strategi, ansøgninger og projektadministration
- Et af de seneste tiltag er support til administration af komplekse projekter (fx med flere partnere og indviklede regler) mod betaling